Portativ
Portativet er et lille, bærbart middelalderorgel. Det ligner mest af alt et kirkeorgel i miniformat og består for det meste af 1-2 oktaver diskantpiber, placeret i to rækker. Der spilles med højre hånd på taster eller små tangenter, mens den venstre betjener en blæsebælg på bagsiden af orgelhuset og som leverer den nødvendige luft til at skabe lyd i orgelpiberne. Bælgen er lavet af skind og træ. Afbildninger og omtaler fra middelalderen viser, at portativet enten blev spillet stående, båret i en strop over den ene skulder, eller siddende, støttet på det venstre lår og at det har været brugt i mange forskellige sammenhænge: i processioner, til dansemusik (i og uden for kirken), som sangakkompagnement osv. - alene eller sammen med andre instrumenter. Mies orgel er bygget af orgelbygger Carsten Lund.
Historie
Instrumentets oprindelse er for os stadig ukendt. Man kender til adskillige illustrationer på malerier, glas og mosaikker etc. Helt tilbage fra det 8. Århundrede. Alle autentiske portativer fra middelalderen er så vidt vides gået til, og først indenfor det 20.århundrede er instrumentet kommet til ære og værdighed og har fået en renæssance. Nutidige portativer er derfor efterligninger af det oprindelige instrument, hvor man ud fra gengivelser på datidens kunstværker samt de få nedskrevne anvisninger, vi har, er kommet frem til udformning, teknik og klang.
Toneomfang
Den dybeste tone ligger på et 2' fods portativ enten omkring c1 eller d1. Det relativt lille toneomfang hænger sammen med de spilletekniske krav til et bærbart instrument: Bredden af tastaturet, antallet af piber og bælgens størrelse er således betinget af, hvor langt armen kan nå ud fra kroppen, og at instrumentet ikke må være for tungt. Den lille bælg kan "holde vejret" i forholdsvis lang tid, når man betænker størrelsen. På visse portativer findes én eller flere dybe bordun-piber, der lægger en konstant klangtone, der fungerer som en bastone eller ligesom på en sækkepibe. Et ganske almindeligt lod af bly kan også lægges på en tangent og derved skabe en bastone, men fleksibiliteten til at skifte bastone er begrænset, men det svarer fint til tidens modale tonalitet. Den lyse klang på et 2 fods portativ har gjort det mest velegnet til discantus udførelse, men større instrumenter med 4 fods piber har kunnet udføre tenor og kontratenor stemmer. Fra de større 4 fods instrumenter er der så ikke langt til de endnu større positiver, som er anbragt på et bord og som behøver to personer til udførelse: én til at betjene tangenterne (organisten) og én til at betjene bælgen (calcant) Og således har mere villet have mere, så vi igennem århundreder har udvidet størrelse og omfang til de orgler, vi kender i dag.
Selvom portativet ligner et kirkeorgel, har musikeren her nogle andre udtryksmuligheder end en almindelig organist. Fx kan musikeren regulere styrke, til en vis grad tonehøjden, ansats og vibrato vha. en god bælg-teknik, fordi luften kommer fra en håndbetjent blæsebælg.