Blokfløjte
Selvom man har kendt til fløjteinstrumenter siden forhistorisk tid, er middelalder-blokfløjtens præcise udformning og lyd alligevel præget af en vis usikkerhed. Der er nemlig kun fundet i alt fire mere eller mindre intakte blokfløjter fra den tid. Til gengæld tyder forskellige billedgengivelser på, at fløjterne næppe har ændret sig væsentligt fra middelalderen til renæssancen. Så ved at nærstudere middelalderbilleder af fløjtespillere og sammenholde det med bogbeskrivelser, anvisninger på spilleteknikker hentet fra 1500-tallets blokfløjtelærebøger og de relativt mange velbevarede fløjter fra senere århundreder, kan man i dag fremstille - og dermed spille på - ret præcise efterligninger af middelalderens blokfløjter.
Klang
Der findes mange forskellige måder at lave boringen og udforme fingerhullerne på blokfløjterne, noget der har indflydelse på både greb og klang. Siden middelalderfløjten har de 7 fingerhuller foran og et tommelfingerhul bagpå dog været et gennemgående træk, til forskel fra tidligere tiders mere primitive fløjter med kun 5-6 huller på forsiden. Renæssance-/consortblokfløjten var lavet i et eller to stykker og havde med sin brede runde udboring i røret en blød lyd. Den senere barokfløjte (ca. 17. århundrede) var derimod i tre dele og havde en konisk boring, der var smallest forneden, hvilket gav en brillant højde og en mere raffineret, solistisk lyd.
Fløjterne fandtes allerede tidligt i mange forskellige størrelser, men fra midten af det 15. århundrede begyndte man mere systematisk at lave blokfløjterne, så de var stemt og ordnet fra bas til sopranino. På den måde kunne man spille flerstemmigt i mindre blokfløjteensembler også kaldet consort.